The love of lingerie...

Anmeldelse: Made by Niki Candy String Bra

Dette må være den til dato mest specielle og en af de dyreste bh’er, jeg ejer.

String bras er Made by Nikis ikoniske signaturdesign og helt særligt.

string_2

Jeg så for første gang den lyserøde Candy String Bra på Made by Nikis Instragram-side og tænkte mere eller mindre ordret ”HOLY F*CK”. Mens jeg svælgede i billeder af den og tænkte på, hvor fantastisk det ville være at eje den, slog det mig: men jeg KAN jo eje den. Det er bare at købe den.
Senere samme dag pointerede en veninde på Instagram, hvor jeg selv havde lagt et billede ud, at der kun var én tilbage i den mindste størrelse. Der gik ikke meget mere end 10 minutter, før jeg sad med en ordrebekræftelse.

Konstruktion, design og kvalitet
Se nogle af de smukke detaljer her:

string_1

En enkelt af snorene er gået af i den ene side, men som stor fan af frynser ved jeg, at det næsten ikke er til at undgå. I andre anmeldelser kan jeg se, at det normalt ikke er et problem, så det er ikke usandsynligt, at det er mig, der er lidt hård ved mine ting. Den var hurtig at fæstne igen med et par sting.

Noget andet jeg elsker ved bh’en er kombinationen af bøjlen, den stramme elastik der går hen over brystet og måden, snorene falder på, der nærmest giver en bullet bra-effekt (spids-bh). For en som mig, hvis stil er meget inspireret af 40’erne og 50’erne, var det en skøn overraskelse.

Størrelse
Made by Niki bruger et lidt specielt størrelsessystem til nogle af deres bh’er. De mere almindelige designs fås i konventionelle størrelser, mens deres string bras, signaturstilen, er gradueret ud fra omkreds og omfatter 3 skålstørrelser i én; for eksempel 34D-E og 32A-C. Dette selvfølgelig fordi bh’en er uden skål, og snorene falder naturligt omkring ens form uanset størrelse.

Min størrelse er som regel 32B, og jeg valgte derfor en 32A-C. Af frygt for, at min størrelse skulle blive udsolgt, bestilte jeg superhurtigt uden at kontakte MBN først. Jeg er sikker på, at jeg valgte den rigtige, men vil huske en anden gang at konsultere firmaet, når størrelserne netop er så anderledes. Deres kundeservice skulle være helt i top, så næste gang må jeg lige klappe hesten og få en lille snak med dem først.

Bh’en sidder smukt, og omkredsen passer, som den skal. Det eneste problem er de nederste snore. Når bh’en inkluderer tre forskellige skålstørrelser, er det næsten selvsagt, at de nederste snore ikke kan ”omfavne” alle størrelser, altså bogstaveligt talt. Jeg kan ikke se, hvordan dette overhovedet skulle kunne være muligt.
Da jeg ikke er specielt fyldig, hænger de nederste snore ned over bærestykket (omkredsen, som jeg simpelthen kun har kunnet finde et meget fagligt ord for). Jeg er stødt på andre, der har haft præcis det modsatte problem, nemlig at de nederste snore ikke var lange nok og derfor sad for stramt.
Problemet er tydeligt på billederne.

Løsningen for mig kunne selvfølgelig være at finde nål og tråd frem og forkorte snorene…men SÅ mange, der skal sidde SÅ præcist? Nah…

Jeg må indrømme, at Made by Niki – i hvert fald disse modeller – ikke er optimale for en mindre barm, men det ændrer ikke på, hvor forelsket jeg er i deres designs.

Pris
Jeg ved, at anderledes lingeri i god kvalitet koster, og det er normalt ikke der, jeg sparer mest. Men 1400 kr. er mange penge – især for en bh som denne, der ikke ligefrem er alsidig, men til gengæld heller ikke ligner noget, du nogensinde har set før.
På trods af mit stramme budget købte jeg bh’en, og jeg har ikke fortrudt det. Bare det at kigge på den, når den hænger sammen med de andre (mit opbevaringssystem er lidt specielt pt. – mere om det senere), er en fornøjelse. Farverne er fantastiske. Designet er smukt. Og som sagt ligner den intet andet lingeri.

Når man tænker på arbejdet, der ligger i alle de små, perfekte snore i ombré-farver, virker prisen på ingen måde uretfærdig.

Desuden er Made by Niki produceret i England, hvilket selvfølgelig presser priserne op i modsætning til design, der bliver sendt østpå og stykket sammen der. Ombré farven er dog produceret af specialister i Italien. Jeg synes generelt, det er en trend i England: at tøj, ikke kun lingeri, både bliver designet og produceret inde for UK, og at dette er en vigtig del af brandet. England er selvfølgelig et stort marked – og på, godt og ondt, et meget stolt land – men jeg håber, vi kommer til at se samme trend herhjemme i et større omfang. Det er helt sikkert noget, jeg selv er villig til at lægge flere penge for.

Men hvornår har man den så på?
Well. Som sagt er bh’en ikke specielt alsidig. Det kommer nok bag på mange, men jeg ejer ikke en nude bh (stort problem), og derfor har jeg brugt denne, når jeg har haft lyse trøjer på. Det har som regel virket fint, og konturen af bh’en kan ikke ses igennem trøjen. Det kan snorene selvfølgelig alt efter stoffets kvalitet, og de rykker sig også, så man nemt kommer til at stikke ud (en dag vil jeg gerne lære at bruge ordet brystvorter, men det må altså være et af de grimmeste ord i det danske sprog).

Under trøjer i tykkere kvalitet har jeg brugt bh’en for at få den spidse effekt som nævnt tidligere. Her er snorene ikke noget problem, og det har set virkelig godt ud.
Det eneste, der ærgrer mig, er, at der ikke findes matchende trusser til. Når jeg ser for mig, hvordan de kunne se ud, kan jeg slet ikke forstå, at de ikke er blevet produceret. MBN laver til gengæld en helt fantastisk ”nederdel” til, som jeg en dag er nødt til at prøve.

7415a3b8edb0e0a2f7d9976bd56701ab

Lingeri er i sagens natur ikke det nemmeste design at innovere, men Made by Nikis string-koncept må siges at være noget af det mest nytænkende og unikke undertøj.

string_3

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The love of lingerie...