Almeida Blyth Bra

Body shaming: ALDRIG OK

Den smager godt, men der er jo meget fedt i,” siger min veninde. Jeg kigger lidt skævt til hende. Hun er tynd, og jeg tør ikke sige, at fedtprocenten nok ikke er det største kostmæssige problem, hverken for hende eller for andre. Jeg overvejer at nævne noget om forarbejdet mad og raffineret sukker, men dropper det. Så taler hun lidt om sit ellers lave BMI, og jeg ser blank ud.

Jeg ærgrer mig sådan, når jeg læser og hører om, hvad folk gør for at gå op eller ned i størrelse, og hvor mange kvaler det giver dem. Og det ærgrer mig at vide, at det især udspringer af tendensen til body shaming.

Men det, der ærgrer mig mest, er, det i nogens bevidsthed er ok, når body shaming går den anden vej.

News flash: Spinkle kvinder kæmper også med body issues.

body_snark_free_zone

De sidste tre år har et forfærdeligt billede floret på de sociale medier. I kender det helt sikkert: billedet, der sammenligner nutidige kendte i bikini med billeder af modeller fra 1950’erne i badetøj. ”When did this become hotter than this?” lyder teksten.

Billedet blev delt af en lille håndfuld mænd. Og af en stor gruppe selvretfærdige kvinder.

Måske har du endda selv delt det?

Hver gang billedet dukkede op, fik jeg ondt i maven. Havde de overhovedet overvejet, at nogle af os ser sådan ud fra naturens hånd? At vi måske er blevet mobbet siden 4. klasse, fordi vi var spinkle? At vi hver dag kæmper for at få mere fylde på kroppen? (se billedet her – jeg gider ikke engang have det liggende på bloggen).

2a3y9z

 

Nothing tastes as good as skinny feels,” sagde Kate Moss i 2009.
Måske efter et par ‘skinny bitches’ og en bane coke eller to.

(har hun nogensinde smagt Starbucks’ salted pecan caramel square?!)

Landsforening mod Spiseforstyrrelser og Selvskade anslår, at op mod 75.000 danskere lider af spiseforstyrrelser, og hvert år under modeugen – som starter om få dage – dukker debatten om modellernes størrelse atter op. I februar var debatten også i gang, da Cover bragte en modeserie med en unaturligt tynd – og i øvrigt på det tidspunkt sårbar – ung pige (læs mere her).

Ja, det er et kæmpe problem.

Men lad os nu komme ned på det hverdags-niveau, vi befinder os på.

Jeg har aldrig bekymret mig om mit madindtag, for det ændrer ikke på så meget. Jeg spiser det, jeg kan lide. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg holder op med at spise, når jeg er mæt. Min eneste sundhedsmæssige regel er at holde raffineret sukker (ikke frugtsukker – den slags har hjernen brug for) på et minimum. Ikke altid lige vellykket.

Jeg er glad for min krop. Jeg er tilfreds med, hvad jeg har og ikke har. Men jeg tror, jeg var over 25, før jeg nåede dertil, og det er tilsyneladende tidligt sammenlignet med mange andre kvinder.

Men tro mig, indtil da lod jeg mig påvirke af andre menneskers (læs: kvinders) holdninger og kommentarer: ”Du ville se godt ud, hvis du havde lidt mere fylde på lårene” eller ”det ville klæde dig med lidt mere fedt på maven”.

Jeg grinede bare. Kom med en dårlig joke. Sådan havde jeg jo altid set ud. Men med tiden sneg kommentarerne sig alligevel ind under huden på mig, og det, der blot var andres ligegyldige holdninger, blev en del af mit selvbillede.

Men ligemeget hvad jeg gjorde, blev jeg ikke større. Det føltes bare unaturligt.

At forsøge at opretholde en krop, man ikke er skabt til at have, er forkert og usundt, både fysisk og psykisk.

Jeg ved ikke, hvornår eller hvorfor det ændrede sig, men langsomt holdt kommentarerne op med at påvirke mig – heldigvis. Og faktisk hjalp det mig med at få luget lidt ud i venner og bekendte.

Men hvor er debatten?

De sidste par år har debatten om ”body shaming” og ”body snark” kørt på især amerikanske blogs og medier, men jeg føler, at vi er langt bagefter herhjemme.

Jeg ser og hører sjældent folk diskutere body shaming. Vi har ikke engang et dansk ord for det. Og jeg støder ofte på det, også her på bloggersdelight – og lad mig sige det med det samme: det er modbydeligt, upassende og ignorant, lige meget hvilke kvinder det går ud over.

For hvad er en ”ægte” og en ”normal” kvindekrop? En ”rigtig kvinde”? Former er ikke forbeholdt størrelse medium og derover, og det er kvindelighed heller ikke. At bruge ordet “curvy” om større kvinder giver heller ingen mening, for at vægten viser 50 kg. betyder ikke, at det er en pind, der står på den.

Det er jer, der bruger de ord og definitioner, der er med til at skabe et ”dem” og et “os” og dermed det reelle problem: at jeres egen krop er forkert, ligemeget hvordan den så ser ud.

Er det nemmere at være tynd? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet andet, og jeg tør ikke sidestille de to. Jeg ved ikke, hvordan omverdenens kropssyn føles for store kvinder, men jeg er overbevist om, at nedladende kommentarer om ens krop og vægt gør lige ondt på store såvel som små størrelser.

Min konklusion: Der er ingen størrelse, der er hverken rigtig eller forkert. – medmindre du hver dag skal kæmpe en hård kamp for at bevare netop dén størrelse.
Det er det, der er forkert.

Sophia Loren spaghetti

Og for at få det på det rene: Marilyn Monroe var ikke en størrelse 42. På trods af myterne var hun, hvad der svarer til en moderne størrelse 36 – dog med noget specielle mål, hvorfor det meste af hendes tøj var skræddersyet* Selv hvis hun havde været en størrelse 42, ville det ikke være i orden at bruge hende til at retfærdiggøre én kropstype og nedgøre en anden.
* der har været en del spekulationer omkring Monroes størrelse, og det er ikke blevet nemmere af, at hun havde en tendens til at svinge en del i vægt. Men noget, der ikke kan diskuteres, er de mål, hendes skrædder tog af hende. Læs mere her,

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Almeida Blyth Bra