“(…) so many people hear “lingerie” and think “porn” that there’s a real social consequence to being a lingerie blogger. I had to take that into account before making the decision to fully commit. One of the ways I overcame that is by focusing on the fashion element of lingerie.” – Cora Harrington, The Lingerie Addict.

Hvor går grænsen mellem det personlige jeg og det professionelle jeg, og er der en grænse? Jeg har haft samtalen med flere lingeribloggere fra både USA og Europa. Jeg spurgte til, hvad de gør: viser ansigt eller ej? Bruger deres rigtige navn eller ej? Mange af dem svarede straks, at de skjuler deres ansigt på billeder. Nogle er bange for at blive genkendt af familien, andre læser på kandidatniveau og vil ikke risikere, at deres blog får betydning for deres fremtidige karriere.

Forståeligt.

Et par af bloggerne arbejder i modebranchen og lader sig selvsagt ikke begrænse af meget. Dog skal det nævnes, at de piger, der frygter mest, kun er i starten af 20’erne.

En enkelt begrunder også sit valg med, at der skal være 100% fokus på undertøjet, og her bliver jeg for alvor uenig. Fjerner du først ansigtet, er kvinden reduceret til en krop. Og værre endnu: afhængigt af poseringen, bliver billederne lynhurtigt seksualiseret. Mange af de undertøjsbloggere, jeg følger, ligger ned på størstedelen af deres billeder, måske fordi det er lettere ved egen hånd at få gode skud på den måde.
Men i netop dét øjeblik er hun reduceret til et objekt. Intet andet end en krop uden ansigt.

 

Jeg lagde ud med at vise ansigt på billederne med den begrundelse, at jeg er et menneske – ikke et objekt. Og for mig er det helt simpelt: det er en hobby, en interesse, en passion. Som for enhver anden modeblogger. Den eneste forskel er, at jeg interesserer mig for det modetilbehør, der er fundamentet for beklædningen og har været det i århundreder, samt kropsidealer gennem tiden.

Desværre har jeg nu meget mod min vilje besluttet ikke at vise ansigt. Det går meget imod mine principper, men som jobsøgende har jeg ikke “råd til” at give arbejdsgivere endnu en grund til afslag (men hvis det er det, jeg bliver valgt fra på, er det nok det bedste for alle parter).

Jeg håber, at jeg inden længe ikke behøver lade mig begrænse af omverdenens forskruede syn på krop og kvinder og kan vise mit ansigt og være den, jeg er.

Jeg er muligvis ret nem at finde gennem sociale medier og med en smule research, men så må det være sådan.

Min interesse gør mig hverken uprofessionelt, uegnet eller useriøs.

Læs blandt andet også dette blog-indlæg fra Rana Campbell, som arbejder professionelt med personlig branding – OG har poseret i lingeri online: Can a woman be professional and still model lingerie?

”Who made the rules? Who said you have to follow them?”

Let’s face it: undertøj er ikke værre end badetøj ved poolen, på stranden og på feriebillederne. Hvem har ikke vist dem frem på Facebook uden tøven?

Som en passende sløjfe på indlægget er her en video med blandt andet tilbehør fra det tyske luksusmærke Fräulein Kink, helt i tråd og dette indlægs fokus. Underlægningsstemmen er fra et foredrag om The Law of Attraction af Esther Hicks – meget apropos det professionelle liv.

”You are bound with all of these shoulds and and shouldn’ts. What I need to do, what I should do, what I’m responsible to do. What you wanna do is just be who you are.” – Esther Hicks, Law of Attraction seminar.